Værd at vide om diabetes

Det medicinske navn for diabetes er “diabetes mellitus”. Diabetes betyder ”flyder lige igennem”, og mellitus betyder ”sødt som honning”. Sygdommen er opkaldt efter den store mængde sukker, der udskilles i urinen hos personer med ubehandlet diabetes. Tidligere blev diabetes diagnosticeret ved at smage, om urinen var sukkerholdig.

Antallet af diabetikere varierer enormt fra land til land. I Europa og USA estimerer man, at 50 millioner mennesker har sygdommen. Antallet af type 2 diabetikere forventes at stige markant i fremtiden. I 2000 estimerede verdenssundhedsorganisationen, WHO, at over 177 millioner mennesker havde diabetes. Det tal forventes at stige til mindst 300 millioner frem til 2025.

Diabetessygdommens historie

Diabetes har eksisteret helt siden oldtiden. Symptomerne er afbildet i egyptiske hieroglyffer helt tilbage til 1550 før Kristus. Man mener, at de gamle afbildninger viser type 2 diabetes, og at type 1 diabetes er en relativt ny sygdom, der er dukket op inden for de seneste to hundrede år.

Før insulinbehandling blev opfundet, var type 1 diabetes en dødelig sygdom. De første mennesker blev behandlet med insulin i 1922. Året efter begyndte en svensk dreng på injektionsbehandling med insulin, og han levede i næsten 70 år mere med diabetes. Siden da har insulinbehandlingen reddet mange menneskers liv.

3.194445
baseret på 36 stemmer.