Efter motion

Da glykogenlageret i leveren falder efter motion, er der en væsentligt forhøjet risiko for hypoglykæmi flere timer efter. Musklerne vil have øget insulinfølsomhed i yderligere mindst 8-10 timer, undertiden op til 24 timer, efter endt motion. Det betyder, at du sandsynligvis vil have risiko for natlig hypoglykæmi efter anstrengende fysisk aktivitet. Hvis du står i den situation, skal du først forsøge at fylde glykogenlagrene i leveren og musklerne op igen ved at spise under og efter motion. Du skal regne med at have brug for yderligere 10-15 g kulhydrater (15-30 g for en voksen) for hver 30 minutters motion efter de første 30 minutter, eller ca. 1 g sukker/kg legemsvægt pr. time. Det kan være nyttigt at eksperimentere med forskellige mængder kulhydrat under for eksempel en fodboldkamp. Når du har fundet en passende mængde, skal du følge det op ved at spise samme mængde ekstra kulhydrat, hver gang du spiller. Hvis du begynder at spille inden for en time efter injektionen, vil der være øget insulinoptagelse, og du vil sikkert have behov for at øge din kulhydratindtagelse igen eller nedsætte insulindosis. Husk på at der kræves mere end ét måltid for at fylde glykogenlagrene op igen i leveren og musklerne efter hård fysisk aktivitet. Det betyder, at selvom du har spist et godt måltid efter kampen, kan du blive hypoglykæmisk senere på dagen eller om aftenen, da glykogenlagrene ikke har haft tid til at blive helt genopfyldt.
Hvis du dyrker sport både om morgenen og om eftermiddagen, er der af samme årsag større sandsynlighed for, at du får problemer med hypoglykæmi under eftermiddagens sportsudøvelse. Hypoglykæmi kan minimeres med passende nedsættelse af måltidsdosis , når der behandles med flere injektioner af hurtigtvirkende insulin eller pumpe. Dette betyder i praksis, at du sandsynligvis vil have behov for en ekstra portion ved dit mellemmåltid om aftenen, hvis du har dyrket sport hele eftermiddagen. Din appetit vil sikkert minde dig om det! Selvom du spiser mere, kan det godt være, at dit insulinbehov er faldet, og det kan være nødvendigt at nedsætte dosis med 1-2 enheder ved mellemmåltidet om aftenen. Du må dog ikke nedsætte den for meget, da leveren har brug for insulin for at genopfylde glykogenlagrene. Hvis du har problemer med hypoglykæmi på trods af en nedsat dosis, skal du spise flere kulhydrater.
Øget aktivitet kombineret med alkohol giver ofte særligt store problemer. Det skyldes, at alkohol blokerer kroppens evne til at reagere på hypoglykæmi. Det kan resultere i uerkendte hypoglykæmiske reaktioner eller hypoglykæmiske anfald, hvis du glemmer at nedsætte din insulindosis ved sengetid eller at spise et ekstra måltid, inden du går i seng.
Indholdet er baseret på Dr. Ragnar Hanas’ bog Type 1 Diabetes in children, adolescents and young adults (Diabetes hos børn, unge og yngre voksne). Her bliver diabetes forklaret på en letforståelig måde (bogen er på engelsk). Klik her for at bestille Dr. Hanas’ bog online.










LifeScan.dk publiceres af LifeScan, der alene er ansvarlig for hjemmesidens indhold, med mindre andet er angivet. LifeScan er en division af Cilag GmbH International, registreret i Schweiz. Registreringsadresse: Landis + Gyr-Strasse 1, 6300 Zug. Denne hjemmeside er kun beregnet for besøgende fra Danmark.