Undgå hypoglykæmi

Avoiding hypoglycaemia

Motion kan opdeles i to klasser: anaerob og aerob. Anaerobe aktiviteter er kendetegnet ved mere intenst muskelarbejde (f.eks. sprint, vægtløftning, hockey). Aerobe aktiviteter omfatter mindre intenst muskelarbejde (f.eks. løb, cykling, roning, svømning og anden udholdenhedssport). Mange aerobe aktiviteter omfatter korte intervaller med anaerob aktivitet (f.eks. fodbold og baseball). Anaerob aktivitet varer kun kort tid (undertiden kun sekunder) men kan øge blodsukkerniveauet drastisk på grund af frigivelse af hormonerne adrenalin og glukagon. Denne stigning i blodsukker er som regel forbigående og varer typisk i 30-60 minutter. Det kan efterfølges af hypoglykæmi i timerne efter afsluttet fysisk aktivitet. Aerobe aktiviteter har en tendens til at nedsætte blodsukkerniveauet både under (som regel inden for 20-60 minutter efter start på aktivitet) og efter fysisk aktivitet.

Det tilrådes at opnå et blodsukkerniveau på mindst 6,7 mmol/l, og måske højere, inden påbegyndelse af fysisk aktivitet for at undgå hypoglykæmi. Det kan være nødvendigt med gentagne blodsukkertests med ca. 30 minutters mellemrum for at bestemme, om dit blodsukker falder eller stiger, inden du skal motionere. Hvis blodsukkerniveauet er < 5 mmol/l, ikke stiger, og aktiviteten primært er aerob, er der høj risiko for hypoglykæmi under den fysiske aktivitet. Hvis du har haft en episode med hypoglykæmi inden fysisk aktivitet (eller i løbet af den foregående nat), kan du have en forhøjet risiko for hypoglykæmi under fysisk aktivitet. Hvis du motionerer inden for 2 timer før et måltid, skal du som regel nedsætte bolusdosis med 30-50%. Ved langvarig motion (mindst 90 minutter) kan der være behov for en større nedsættelse.

I en undersøgelse kunne langrendsskiløbere med type 1 diabetes blive ved i flere timer, når dosis inden et måltid blev reduceret med 80%, sammenlignet med kun 90 minutter, hvis dosis blev reduceret med 50%. Nogle mennesker har konstateret, at en nedsættelse af deres insulindosis før måltidet kan forårsage en stigning i blodsukkeret, hvilket nedsætter deres præstationsevne. I så fald er det nok bedre at indtage ekstra kulhydrater i stedet for at reducere dosis for at opnå den bedste præstation. Hvis du har trænet dine benmuskler, optages insulin indsprøjtet i låret noget hurtigere fra det subkutane væv. Hvis du indsprøjter insulinen så dybt, at det når ind i musklen, vil det blive optaget meget hurtigere, og du vil risikere hypoglykæmi. Det er vigtigt at huske, at motion alene slet ikke vil nedsætte blodsukkerniveauet. Der skal være insulin til stede, før det kan ske.

Sukker fra blodbanen skal bruge insulin for at trænge ind i musklen. Hastigheden af sukkeroptagelse i musklerne hos en voksen er ca. 8-12 g pr. time ved moderat motion, og den mere end fordobles ved hård motion. Niveauerne af hormonerne adrenalin, glukagon og kortisol i blodbanen stiger under fysisk aktivitet. Sukker frigives fra leverdepotet, og der produceres nysukker i leveren fra proteiner. Hvis leveren var ude af stand til at øge sin sukkerproduktion, ville blodsukkerniveauet falde med ca. 0,1 mmol/l pr. minut under motion, hvilket hurtigt ville medføre hypoglykæmi. Et højt niveau af insulin i blodet modvirker produktion af sukker i leveren, hvilket igen øger risikoen for hypoglykæmi. Hos mennesker med diabetes falder niveauet af insulin i blodet under motion.

Indholdet er baseret på Dr. Ragnar Hanas’ bog Type 1 Diabetes in children, adolescents and young adults (Diabetes hos børn, unge og yngre voksne). Her bliver diabetes forklaret på en letforståelig måde (bogen er på engelsk). Klik her for at bestille Dr. Hanas’ bog online.

0
Endnu ingen stemmer