På date igen – med diabetes

Diabetes er en udfordring. Det er ligesom at have et meget krævende kæledyr, som permanent er tøjret til dig. Der er ingen pauser og ingen barnepiger. Men selvom du ikke kan frigøre dig fra det, kan du dele nogle af de følelsesmæssige byrder og uddelegere lidt af det arbejde, der er forbundet med konstant at passe det. Det er, hvad et godt parforhold kan tilbyde.

Når man når lavpunktet

Når jeg kigger tilbage, kan jeg stadig tydeligt huske de gange, hvor jeg har tænkt, at jeg aldrig nogen sinde ville møde nogen, som kunne elske mig, med diabetes og det hele. Jeg husker den sommeraften for fem år siden, hvor jeg lå bange i sengen med et stædigt lavt blodsukker, som bare ikke ville gå op, lige meget hvor meget mad, jeg kastede efter det. Jeg var inderligt klar over min isolation og over ikke at have nogen, der kunne hjælpe mig. Jeg tænkte på, om jeg nogen sinde ville møde en, som ville være forberedt på at påtage sig den rolle ikke kun at tage mig ind i sit liv men også min diabetes.
Mens jeg plejede mit sårede hjerte, fandt jeg det svært ikke at stille spørgsmål ved, om mit helbred havde spillet en rolle, da forholdet brast. Det er normalt for alle at tænke: ”Hvad er der galt med mig?”, når et forhold stopper, men jeg følte, i hvert fald en overgang, at jeg havde et konkret svar. Sammenbruddet forstærkede min angst for, at ingen kunne elske mig og min diabetes. 

Elsk mig, acceptér min diabetes

At komme sig efter denne form for hjertesorg og forberede sig på et nyt forhold er svært nok uden den ekstra dimension at have diabetes. Jeg følte mig fristet til bare at prøve at skubbe min diabetes til side og fjerne den helt fra ligningen. Kunne jeg klare at forklare de udfordringer, der er forbundet med at få både kost, insulin og aktiviteter til at balancere til en ny partner, i håbet om at vanskelighederne ville blive forstået uden at skræmme vedkommende væk? 

På et tidspunkt forstod jeg, at mit tidligere forhold var gået i stykker af den meget normale grund, at det bare ikke var meningen, at det skulle være. Diabetes er ikke ansvarlig for alt. Når så det er sagt, lige meget hvor lidt jeg bryder mig om det, så er diabetes en del af mig. Den har bidraget betydeligt til at gøre mig til den person, jeg er, og den former mit daglige liv. Så, som udgangspunkt, hvis en person virkelig elsker mig, må de acceptere min diabetes… 

Da jeg mødte den person, som hjalp mig med at bevise dette, fortalte jeg ham faktisk om min diabetes inden for få minutter. Det er ikke normalt min indledningsreplik, men da han var på vej til at bestige en bjergvæg, og det var mig, der holdt sikkerhedslinen, ville det have været uhøfligt ikke at informere ham. Heldigvis for mig følte han ikke straks, at diabetes gjorde mig til en upassende klatrepartner, eller, som det senere skulle vise sig, heller ikke en upassende romantisk partner. I stedet for tog han sig god tid til at lære os begge – mig om min diabetes – bedre at kende. 

Siden vi har været sammen, er den arbejdsbyrde, jeg skal lægge i min diabetes, gået væsentligt ned. Ikke fordi kærlighed på mystisk vis har gjort diabetes nemmere, men fordi jeg ikke skal gøre det alene. Ian tæller kulhydraterne i mine måltider, downloader mine blodsukkerresultater og måler endda mit blodsukker om natten. Men det drejer sig om mere end de fysiske daglige opgaver. Ian er også min største følelsesmæssige supporter. Vi arbejder os gennem frustrationerne sammen, så de ikke virker så overvældende. Og vi fejrer succesoplevelserne i fællesskab, hvilket gør dem så meget dejligere. 

Og sidste sommer, på den bedste dag i mit liv, blev jeg gift med denne mand, som lærte mig, hvad kærlighed betyder, og hvad et godt ægteskab kan gøre. Han giftede sig med mig og min diabetes.