Vægttab

Vægttab

Det er en god ide at tale med din diætist om, hvordan du fastlægger en passende kostmængde og insulindosis. Når du ønsker at tabe dig, kan du let ende i en ond cirkel, hvis du har diabetes. Når du tager insulin, skal du spise, også selvom du ikke er sulten på det tidspunkt. Forsøg at nedsætte din kostmængde og samtidig nedsætte den mængde insulin, du tager.

Det kan være svært at finde den rigtige balance mellem insulin og kost. Du synes måske, det er svært at gennemskue, hvilke fødevarer, du kan skære ned på. Prøv at skrive alt ned, du spiser over en periode på 3 dage med de helt nøjagtige mængder. Du skal tage alt med, både mad, drikke, slik, is osv. Bed din diætist om at beregne energimængden og rådgive dig om, hvordan du kan reducere den mængde fedt og kalorier, du indtager.

Hvis du nedsætter den mængde mad, du spiser, risikerer du at blive hypoglykæmisk — og hvis det sker, er du nødt til at spise, for ikke at blive dårlig. Næste dag kan du så forsøge at nedsætte både kostmængden og insulinen for at tabe dig på en holdbar måde. Husk at kontrollere, at du reelt har lavt blodsukker (under 3,5-4,0 mmol/l), før du spiser noget ekstra. Pas på med ikke at spise for meget, hvis dit blodsukker er for lavt. 10-15 g glukose er normalt nok. Vent 10-15 minutter, før du spiser andet, også selvom du stadig er sulten. På den måde får dit blodsukkerniveau tid til at stige.

Undgå at tabe dig for hurtigt. Et langsomt og stabilt vægttab, der skyldes ændrede kostvaner og livsstil er bedre end et hurtigt vægttab opnået ved at nedsætte kostmængden til et minimum. Det er normalt passende at tabe sig 1-3 kg pr. måned. Det lyder måske ikke af meget, men det bliver til mange kilo på et år. At faste kan være farligt for diabetikere, og det må absolut frarådes.

Indholdet er baseret på Dr. Ragnar Hanas’ bog Type 1 Diabetes in children, adolescents and young adults (Diabetes hos børn, unge og yngre voksne). Her bliver diabetes forklaret på en letforståelig måde (bogen er på engelsk). Klik her for at bestille Dr. Hanas’ bog online.

3.95
baseret på 20 stemmer.