Vægtkontrol

Mennesker med type 2 diabetes har ofte svært ved at holde vægten. Selvom det kan synes som en konstant kamp at holde vægten nede, så er det en af de kampe, der er værd at kæmpe.
Du kan ikke stoppe udviklingen af din diabetes ved at holde din idealvægt, men du kan bremse den. Det reducerer også risikoen for, at du får andre komplikationer forbundet med diabetes. Når du taber de overskydende kilo, sænker det også blodtrykket, øger niveauet af godt kolesterol (HDL) og forbedrer dit blodsukkerniveau. Det er også godt for dit helbred helt generelt og for dit velbefindende, når du holder en sund kropsvægt.
Er jeg overvægtig?
En af de bedste metoder til at finde ud af, om du er overvægtig, er at beregne dit BMI – eller Body Mass Index. Du kan beregne dit BMI ved at dividere din vægt med din højde i anden (kg/m2). Et BMI på 20-25 betragtes generelt som sundt, 26 til 30 angiver overvægt, og over 30 taler man om fedme.
Din krops facon er også vigtig. Folk, som naturligt er “pæreformede”, det vil sige at ekstra kilo sætter sig på lår og bagdel, har lavere risiko for at udvikle type 2 diabetes end personer med ”æblefacon”, hvor ekstra fedt sætter sig om taljen. Det kaldes central fedme, og derfor kan taljemål anvendes som en risikoindikator for udvikling af diabetes.
Selvom de fleste, der udvikler type 2 diabetes, har tendens til overvægt, findes der også undtagelser. Hvis man ligger inden for normalvægten eller er undervægtig, betyder det ikke, at en diabetesdiagnose er forkert, men den kan meget vel komme som en overraskelse.
Vægttab og insulin
Insulin kan give dig trang til at spise, selvom du ikke er sulten. Husk at tjekke dit blodsukkerniveau, før du spiser noget ekstra. Pas på med ikke at spise for meget, når du har lavt blodsukker. 10-15 g glukose er ofte nok. Vent 10-15 minutter med at spise andet, selvom du stadig føler dig sulten. Så er der tid til, at dit blodsukkerniveau kan nå at stige. Hvis du er på diæt for at tabe dig, skal du forsøge at nedsætte dit fødevareindtag og insulinen på samme tid. Det kan være svært at finde den rigtige balance mellem insulin og mad. Tal altid med dit diabetesteam, før du justerer din diæt og din insulindosis.











LifeScan.dk publiceres af LifeScan, der alene er ansvarlig for hjemmesidens indhold, med mindre andet er angivet. LifeScan er en division af Cilag GmbH International, registreret i Schweiz. Registreringsadresse: Landis + Gyr-Strasse 1, 6300 Zug. Denne hjemmeside er kun beregnet for besøgende fra Danmark.