Tips til rygestop

Nogle mennesker mener, at det ikke nytter noget at holde op med at ryge, fordi skaden allerede er sket. Men hvis du holder op med at ryge, begynder kroppen faktisk at reparere sig selv, og du får med stor sandsynlighed et bedre helbred. Så hvis du kan stoppe, så skal du gøre det!
Der er mange forskellige metoder, du kan bruge som hjælp til at gennemføre dit rygestop. Forsøg at vælge en metode eller en kombination af flere, som du mener, kan hjælpe dig bedst, og som der er størst sandsynlighed for, at du kan overholde. Hvis den ene metode ikke virker, så prøv en anden!
Viljestyrke
Chancen for at holde op med at ryge ved viljens kraft alene er ringe. Mindre end fem procent af de, der forsøger at holde op uden hjælp, gennemfører rygestoppet. Hvis du kender nogen, der har gjort det, er de helt klart undtagelsen, der bekræfter reglen.
Rådgivning
Din læge eller dit diabetesteam kan muligvis henvise dig til en “rygestop” rådgivning. Det kan være en sundhedsfaglig ekspert, som du kan tale med om dit rygestop, somme tider på gruppebasis. Med rådgivning fordobler du dine chancer for at være røgfri efter et år. Men sandsynligheden for, at det lykkes, er formentlig stadig under ti procent, hvis rådgivningen ikke kombineres med en anden tilgang.
Støttende terapi
Selvom der kun er ringe eller slet ingen videnskabelig dokumentation for, at støttende terapi som f.eks. hypnose eller akupunktur kan hjælpe dig til at holde op med at ryge, har nogle mennesker stor succes med de metoder. Især hypnose kan hjælpe ved at virke afslappende og nedsætte dit stressniveau. Hvis du beslutter dig for at benytte støttende terapi, skal du sørge for at bruge en uddannet og registreret terapeut.
Nikotinerstatningsterapi
Nikotinen er den mest vanedannende komponent i cigaretrøg, og den giver en stærk afhængighed. Ved at erstatte nikotinen fra cigaretterne med en anden nikotinkilde bliver det lettere at bekæmpe den fysiske og psykiske ”trang", som man oplever, når man holder op med at ryge. Konsultér dit diabetesteam, før du afprøver produkterne. Det er vigtigt, at de bruges under overvågning, når du har diabetes, fordi de kan give blodsukkersænkning (hypoglykæmi). Hvis du får rådgivning og samtidig bruger en nikotinerstatning, øger du dine chancer for at gennemføre rygestoppet til mellem femten og femogtredive procent.
Buproprion
Buproprion er et medicinsk præparat, der menes at påvirke hjernens centre for afhængighed og belønning. Succesraten for rygestop med buproprion ligger omkring tredive til fyrre procent efter et år. Buproprion kan have bivirkninger, især hvis det anvendes sammen med anden medicin. Din læge skal vide, hvilke andre præparater, du tager, før han udskriver en recept på produktet til dig.











LifeScan.dk publiceres af LifeScan, der alene er ansvarlig for hjemmesidens indhold, med mindre andet er angivet. LifeScan er en division af Cilag GmbH International, registreret i Schweiz. Registreringsadresse: Landis + Gyr-Strasse 1, 6300 Zug. Denne hjemmeside er kun beregnet for besøgende fra Danmark.